Uddannelse


Herunder kan du læse mere om min uddannelse, hvis du har lyst. Der er også inkluderet eksempler på nogle af de opgaver, jeg i sin tid har produceret. (Og ja – her kan man også se, at der er sket en udvikling, så det må du lige tage med).

 

  • Cand.ling.merc spansk i International Markedskommunikation & PR. Læs mere.
  • Bachelor i erhvervsspansk & virksomhedskommunikation. Læs mere.
  • Sproglig student. Læs mere.
  • 10. klasse. Læs mere.
  • 0. til 9. klasse. Læs mere.

 

Spansk & kommunikation

I 2009 afleverede jeg mit speciale, bestod og færdiggjorde dermed mine studier på Handelshøjskolen.

I 2004 startede jeg på min bachelor i erhvervsspansk og virksomhedskommunikation på Handelshøjskolen. Sprog har altid interesseret mig, og jeg var ikke i tvivl, om at det var det, jeg skulle beskæftige mig med. Jeg var vild med spansk i gymnasiet og efter flere ophold i Spanien ønskede jeg at lære dette sprog fuldt ud.

Kommunikationen var på det tidspunkt derfor lidt et tilvalg til det spanske, men jeg så denne kombination som en god mulighed for at arbejde med spændende områder i en virksomhed. Bachelordelen var klart opdelt med spanske fag på den ene side og kommunikationsfag på den anden.

Da jeg ville læse videre på kandidaten i 2007, valgte jeg at læse hele kandidaten på spansk, hvor mit fokus nu lå på kommunikation – nemlig med profilen “International markedskommunikation & PR”. Det var virkelig nogle spændende år med både analyse, planlægning og udførelse af virksomheder kommunikation – og med det kreative og idéfyldte arbejde, der ligger oveni.

Begge uddannelser har været en god blanding af praktiske opgaver, strategi, analyse og så selvfølgelig det sproglige. På min bacheloruddannelse var jeg også et semester i Spanien, som gav det hele et skub opad.

Den digitale udvikling

Men der er jo sket meget i den store, vide kommunikationsverden, siden jeg startede på studiet og siden jeg færdiggjorde det.

I dag fylder de sociale medier meget mere i mediebilledet end de gjorde dengang, de trykte mediers oplag er kun faldet, man kan finde, købe og læse alt online, alt deles og likes – og kunderne kan kontakte dig dag og nat. Den digitale udvikling er i fuld gang, må man sige.

Ovenstående er blot eksempler på, hvad den digitale udvikling har betydet for den måde, man skal tænke sin forretning på i dag. Det stiller krav til, at man tænker nyt, konkret og personligt, når man skal have sit budskab ud til sin målgruppe. Døren til verden står åben, men man skal lige finde den rigtige dør først.

Mit faglige ståsted er dog stadig aktuelt. Overordnet set baserede min uddannelse sig på kommunikation mellem personer samt den interne og eksterne kommunikation i en virksomhed:

  • Hvordan kan vi sælge et produkt eller et budskab bedst?
  • Hvordan kan vi bedst kommunikere med vores kunde?

Jeg er derfor i stand til at kommunikere til forskellige målgrupper, kommunikere korrekt, kommunikere visuelt, kommunikere et budskab – og meget, meget mere. I dag sker det blot på andre platforme.

Og så er jeg heldigvis selv fulgt med udviklingen. Jeg holder mig opdateret – i den store online verden – og jeg deltager i kurser, der kan udvide mine horisonter. Se gerne med her.